 |
"Jeg håber, jeg dør med penslen i hånden. En brat afslutning er at foretrække frem for et liv, hvor man er affældig og afhængig af andre. Men jeg regner da med at blive 95 år, for jeg har opgaver indtil da."Ordene
kommer med et lunt glimt i øjnene fra maleren Albert Bertelsen.
|
Af Bente Hollnagel
Det er maleriet, der er kernen i Alberts kunstneriske arbejde, men han beskæftiger sig også i stigende grad med plakatkunst og illustrationer. Senest har på bestilling af Vejle Amts Folkeblad tegnet motiv til en plakat, som også er udgangspunktet for samtalen i dag. "Jeg blev bedt om at lave en forside til avisens nytårstillæg, og det syntes jeg da kunne være meget sjovt. Jeg havde helt frie hænder, blot skulle billedet have relation til årtusindskiftet. Som kunstner kunne man jo så næsten gøre, hvad man ville og så kalde det noget med årtusindskiftet. Men så fik jeg den idé, at hvis man nu satte en dreng på sådan en rund skive, den nye generation med fredsduen i hånden på jordkloden som symbol på håbet om en mere fredelig verden, var der en klar sammenhæng. Det er min tanke med det. Det er såmænd ikke så indviklet"
Albert er sin egen
Albert har en helt speciel evne til at fange og fastholde lyset i sine
malerier. Det ser man tydeligt i de nyeste billeder, der dirrer af liv og
poetisk nærvær. De senere år har været travle som aldrig før. Inspirationen
er på fuldt blus, men at male et billede tager den tid, det tager. Når Albert
står ved staffeliet i sit atelier, er hans tanker helt og fuld koncentreret om
det liv, han skaber på lærredet. Han tænker ikke på, om billedet måske
sælger bedre, hvis han ændrer her og der. Han arbejder i sit eget tempo og med
det, han lige her og nu vil udtrykke med pensel og farver. Bestillingsarbejde er
ikke noget for ham.
" Det kan jeg ikke have med at gøre. For nogle år siden malede jeg en mand ved et flygel. Det billede så komponisten Bent Fabricius-Bjerre på en udstilling, men billedet blev solgt for næsen af ham. Pludselig en dag stod han her i stuen og kiggede sig omkring. Så steg han op i sofaen og tog et af mine billeder ned og ville købe det. Det fik han så med sig og spurgte, om jeg ikke ville male et billede magen til det på udstillingen, for det ville han gerne købe. Men det har jeg aldrig gjort. Bestillingsarbejde er ikke mig. Det, jeg laver i dag, har jeg lige så stor fornøjelse af, som det jeg lavede for 30 år siden, selvom det er noget helt andet. Det er det, man selv føler for det, man laver, der kommer først. Men at der så er nogen, der kan li´ det, man laver og kan opleve noget af det samme som én selv. Ja – så er vi inde på noget af det rigtige."
Når billedet lukker sig
Vi står i Alberts lyse atelier, hvor der hersker pinlig orden. Tuberne med
acrylmaling ligger i lige rækker på reolen, og penslerne står rensede og
afventende, klar til at blive taget i brug, når inspirationen indfinder sig.
Billederne står overalt, nogle er færdige, andre ikke, de har som Albert
udtrykker det - "ikke lukket sig endnu". Der mangler et eller andet,
før billedet er færdig fra hans hånd. Albert har talt sig varm. Han glatter skægget og øjnene bag de buskede bryn
får et tænksomt glimt:
"Jo – du har ret i, at det er svært at fornemme, hvornår man skal
sige stop. Og det lykkes heller ikke altid. Nogle gange maler jeg et billede
over så mange gange, at det må kasseres. Så klipper jeg det i småstykker og
kører på lossepladsen med det. Og her får jeg så skældud af de folk, der
arbejder der," klukker Albert.
Skæv og tør humor
Nærvær og humor er kendetegnende for Alberts univers. Han er altid god for
en historie, og han er en god fortæller. I dag mindes han et besøg hos vennen
Johannes Møllehave:
"Jeg kom på uanmeldt besøg hos Johannes og Herdis. De bor i en stor
lejlighed i et højhus i Brighton. Johannes hev fat i mig og trak mig hen mod
altanen."Du skal se den flotte udsigt!"Nej, nej – du må ikke tage Albert med ud på den gamle altan,"
lød det skrækslagen fra Herdis. Men det overhørte Johannes i sin iver."Du må i hvert fald ikke sætte dig på stolen derude," kom det
prompte fra Herdis, men da havde jeg allerede sat mig i stolen, som straks brød
sammen under mig. Men det observerede Johannes overhovedet ikke. Han satte sig
blot ned på hug, så han var i øjenhøjde med mig, slog ud med armene og sagde
begejstret: "Jamen, er det dog ikke en vidunderlig udsigt"Og latteren igen, da han mindes episoden.
Hans livs Ruth
Alberts glæde ved livet fik et knæk for 11 år siden. Da døde hans elskede
hustru Ruth, som var krumtappen i hans liv og kunstneriske udfoldelse. Da hun
døde, døde også noget inde i Albert. I to år lå han brak og rørte ikke
penslerne.
"Ruth har støttet mig 110 procent. Hun var god til at sætte mig i
gang. Om aftenen sad vi her på trappen mellem stuen og atelieret og diskuterede
det, jeg havde lavet i dagens løb. Vi var altid sammen, og derfor var det en
forfærdelig omvæltning for mig, da hun var borte."
Albert mindes mødet med Ruth som et højdepunkt i sit liv og fortæller, at
han kan takke sin far for, at han fik 34 lykkelige år med hende:
"Min far, der tidligere var brødforhandler, havde forpagtet en ejendom
i Vejle. I forhuset var der en restaurant. Her arbejdede en ung servitrice, som
sammen med andre unge tit kom og spillede kort i min fars kontor. Vi er tilbage
i begyndelsen af 1940´erne. Det var under 2. verdenskrig og en voldsom
snestorm, hvor himmel og jord stod i et, raserede over Vejle. Ruth havde været
på arbejde og kom op til min far på kontoret. Hun var bekymret for at skulle
gå alene hjem i snestormen. "Det skal du heller ikke Ruth," sagde min
far. "Min søn er ude og male kulisser til en dilettant-forestilling. Hans
cykel står her, og han kommer om lidt med rutebilen. Så skal han følge dig
hjem."
"Nej – ham kender jeg slet ikke, og det vil han da heller ikke, sagde
Ruth. "Det skal han, når jeg siger det", sagde min far. Det gjorde
jeg så , og mens vi i snestormen kæmpede os op ad bakkerne til Søndermarken,
blev jeg mere og mere forelsket i Ruth. Hun var en sød pige, og hun var flot.
Det kunne jeg jo godt se.
Ja – sådan gik det til at Ruth blev min kone, selvom der gik mange år,
før vi blev gift. Men den snestorm glemmer jeg aldrig"
Heerup åbnede mine øjne
Når Albert ser tilbage på sit liv, er der ikke noget, han fortryder.
"Det med at fortryde. Det skal man ikke. Nogle har sagt til mig, at jeg
skulle være holdt med mit borgerlige erhverv som maler langt tidligere. Men det
kan man jo sagtens sige bagefter. Men jeg malede jo også i mange år, mens jeg
var malersvend. Det blev først alvor med mit maleri i 1952, indtil da var det
mere på amatørstadiet. Men så begyndte jeg at læse kunstbøger og så nogle
udstillinger. Den første var en Heerup-udstilling, og da sagde jeg til mig
selv:" Nej – det er noget helt andet, det drejer sig om, end det du står
og laver."
Det, der ramte mig, var hans ærlighed. Han forsøgte ikke at efterligne
andre med sin kunst. Han var sig selv, og det er det vigtigste. Ærlighed
overfor dig selv. Jo – det var faktisk Heerup, der satte mig i gang i sin tid.
Jeg begyndte at male mennesker jeg havde mødt som barn, når jeg kørte med min
far i brødbilen ud på landet. Jeg oplevede mennesker og miljøer, som gjorde
et uudsletteligt indtryk på mig, og malede dem senere som de så ud set med
barnets øjne.
For nogle år siden modtog jeg Heerup-legatet. Ikke fordi det har noget med
hinanden at gøre, jeg ved faktisk ikke, hvem der valgte ud. Men man måtte ikke
engang takke Heerup, når man fik legatet. Han ville ikke have det rend af
kunstnere."
Nej, Albert begiver sig ikke af med at fortryde – og dog. Det skulle da
lige være alle de frokoster, han har indtaget gennem årene.
"Men hvad pokker, bukserne kan jo lægges ud" konstaterer Albert
tørt.
Med hans varme latter i ørerne, går jeg ud i vinterkulden. Under armen har jeg en rulle indeholdende Alberts årtusindplakat.
"Tusind tak, men det er da alt for meget, " siger jeg, da han signerer
plakaten. "Så klip noget af den", lyder det tørt fra Albert.